lørdag den 19. oktober 2013

Institutions pædagogik

I Vietnam er der to forskellige uddannelser man kan tage, hvis man vil arbejde med børn. Den første er Professional School, den tager 2 år og man kan derefter kalde sig for Kindergarten Teacher. Den anden uddannelse, Early Childhood Education, tager man på et college og den varer ligeledes 2 år. Det er den sidstnævnte uddannelse lærerene på TLK har, her lære hvordan de skal arbejde med børn og undervise dem i de forskellige fag som fx at læse, tegne og ikke mindst udtale vietnamesisk. Herunder også psykologi, så de ved hvordan man fx løser evt. konflikter.
Lærerinderne kan, hvis de vil, tage en videreuddannelse som hedder Speciel Needs Children. Her er der fokus på børn med specielle behov. Denne overbygning foregår på college og tager 1 år. Det skal lige siges, at børn der, i denne børnehave (TLK), bliver kaldt for specielbørn, er de børn der har svært ved at lære sproget, læsper eller har andre vanskeligheder. Der er ikke tale om autister eller handicappede børn.

Lærerne bliver undervist i sommerferien, når der ikke er så mange børn. Dermed er de hele tiden up-to-date med nye ting og udvikler sig selv. 

Ministry of Education udsender hvert år en ”læseplan”, for hvad børnene skal lære og lave. Alle børnehaver skal følge denne plan, men da TLK er en privatejet børnehave er de mere åbne og de har frie tøjler. De vælger til og fra, alt efter hvad der passer ind. Lærerinderne laver skema fra uge til uge, disse skema er fleksible, men skal indeholde de faste timer fx engelsk, Kung Fu, dans, musik, billedkunst.   
Ligesom vi i Danmark har læreplaner har de også noget der minder om. De har 4 punkter, som undervisningen tager udgangspunkt i:

 - Fysisk udvikling
 - Intelligens
 - Social udvikling
 - Æstetik

Det er vigtigt for TLK at lære børnene omkring sundhed og motion, hvis ikke de har et godt helbred, kan de ikke lære andre ting. De ville ikke kunne koncentrere sig og deres tanker vil være andre steder. Derfor motionerer de på tre forskellige måder: morgengymnastik (hverdag), legetime (udenfor, hvor de kan løbe rundt), fysisk aktivitet (en gang om ugen, læreren bestemmer hvilken dag).
TLK går meget op i at udvikle børnenes færdigheder og udvide deres horisont, derfor arbejder de i temaer, det kan fx være sikkerhed, vejret, kroppen. Disse temaer giver klassen mulighed for at fordybe sig i et emne, og lærerinderne er gode til at benytte sig af forskellige læringsmetoder for, at motivere børnene til at deltage. Der bliver både danset, sunget, udforsket i naturen, klippet og klistret. Det er også meget vigtigt at børnene lære, hvad der er rigtig og forkert. De skal kunne begå sig i samfundet og med andre mennesker.

Læringsmiljøet er et vigtigt element i børnehaven, man mærker hurtigt at kreativiteten er i fokus, når man træder ind i lokalet. De gør meget ud af indretningen og den skifter alt efter, hvilket tema de har i den uge. De har deres ”faste” hjørner såsom: tegne-, bog-, engelsk, supermarked – og musikhjørnet. Men de er også gode til at udstille børnenes værker, de hænger børnenes tegninger op så forældrene også kan se dem. Børnene er ofte henne og betragte hinandens tegninger, de synes det er sjovt at kigge på.

Udsmykningen er forskellig alt efter hvilket klassetrin de er på. I min klasse, som er de ældste, er der derfor fokus på bogstaver, tal, ord og andre ting som der har betydning for dem, når de skal starte i skolen. Lærerinderne ser læringsmiljøet, som en vigtig faktor for at give børnene de bedst mulige omgivelser til at lære.

En børnehave i Vietnam skiller sig meget ud fra en dansk børnehave. I Vietnam er alt skemalagt ned til mindste detalje. En dag i TLK ser sådan ud:

07.30-08.00 – Børnene ankommer og nogle spiser morgenmad, mens resten leger.

08.00-08.20 – Morgengymnastik i gården.

08.20-09.00 – Afkrydsning, snak om dagen og børnene får en kop varm mælk.

09.00-10.00 – Forskellige lege i hjørnerne(organiseret leg), lege på legepladsen eller ekstra     aktiviteter (sidstnævnte er for de børn, hvis forældre betaler ekstra for dans-, billedkunst-, Kung Fu-   , eller klaverundervisning). 

10.00-10.15 – Leg i klassen.

10.15-11.15 – Børnene vasker hænder og spiser frokost.

11.15-14.30 – Middagslur

14.30-15.00 – Børnene spiser eftermiddagsmad (som består af et varmt måltid, samt et mælkeprodukt).

15.00-16-00 – Børnene leger (organiseret leg) eller ekstra aktiviteter.

16.00-17.00 – Børnene leger, mens der er løbende afhentning.

Det er en meget skemalagt dag, og der er ikke plads til mange udskejelser.



Der er mange ting jeg har lagt mærke til eller undret mig over, men en ting jeg er imponeret over er, hvordan de kan få ro over børnene så hurtigt. De klapper to gange og så siger alle børnene ”keep quiet”. Det gør de et par gange og så er der ro. Der går ingen tid med at samle og få ro på børnene, ligesom i Danmark. Så kan de bruge tiden på noget andet sjovt i stedet for J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar