torsdag den 9. januar 2014

Jeg har i dag haft min sidste dag i TLK, nærmere betegnet Mickey 3 - og det er derfor tid til at kigge tilbage på mine oplevelser og erfaringer.
Disse måneder er gået så hurtigt og jeg føler jeg kun lige er kommet. Det er nu man har lært ens kollegaer at kende og også børnene (selv om de var meget hurtige til at knytte sig til én). Man sad, før man rejste, med en masse spørgsmål og forestillinger om, hvordan det hele skulle gå. Alt dette er nu indfriet og jeg har svarene på mine mange spørgsmål J  
Det at være pædagog i et andet land, hvor de egentlig ikke ved hvad en pædagog er, er i sig selv en udfordring. Som tidligere nævnt fungerer man som en lærer, og det skulle jeg lige vende mig til. Jeg fik til opgave at undervise engelsk en gang om ugen og det var en udfordring for mig. Jeg har aldrig brudt mig om at fremlægge/undervise og det er også selv om det er 5-årige der er publikum - en undervisningsgang varede ca. 25 min.  Men det blev til sidst sjovt, man fandt hurtig ud af, hvad de synes der var sjovt. Det vidste sig at der slet ikke skulle så meget til og man kendte til sidst børnene så godt at man kunne presse dem lidt mere og man vidste også deres engelske ordforråd.

En anden udfordring var (selvfølgelig) sproget. Det at vi ikke taler samme sprog har været en stor udfordring, men har også udviklet mine kompetencer inden for kommunikation – det er både verbalt og nonverbalt. I starten stod jeg ofte i baggrunden og forstod ikke så meget af det der foregik, jeg følte ikke jeg kunne hjælpe børnene, hvis de havde brug for hjælp eller følte sig dårlig behandlet, da jeg ikke kunne snakke med dem. Men som tiden gik lærte jeg, at aflæse deres kropssprog og kunne nå at bryde ind før situationen udviklede sig. Det hjalp også meget at børnene, var meget kreative og fantasifulde i deres forklaringer. Jeg ligger nu mærke til andre ting end jeg ville, hvis vi delte samme sprog. Den verbale del er helt klart også blevet styrket. Jeg synes jeg havde godt styr på engelsk, men da jeg så kom her ned og størstedelen ikke kan så meget engelsk, så skal man omstille sig og kommunikere på en helt anden måde – mere direkte og enkelt.


Det, at jeg er fra Danmark og har en anden tilgang til tingene har præget min hverdag. Jeg har i situationer skilt mig ud fra de andre vietnamesiske lærerinder fx i spisesituationen. Det var svært for mig, at se et 5-årigt barn blive madet og det tror jeg også min lærerinde kunne se på mig. Hun fortalte mig straks, at de prøvede at lære børnene at spise selv, men nogle børn er bare vant til at blive madet der hjemme – og hvis børnene ikke spiser skælder forældrene lærerne ud. Men det blev en del af min hverdagen og jeg hjalp også nogle børn, hvis de selv bad om det. Jeg pressede dem ikke og det kunne lærerne ikke altid forstå, da de skyndte på dem. Men jeg kunne ikke få mig selv til det og jeg tog det i børnenes tempo.
På det personlige plan er der også sket noget. Jeg var for 5 fem år 10 mdr. i Australien, så der lærte jeg mig selv at kende i nye og uvante omgivelser, da vi hele tiden skulle rejse rundt. Men denne gang var det mere intenst og kortere tid. Jeg skulle arbejde det samme sted hver dag i 5 mdr. jeg skulle have en hverdag her i Vietnam. Det var bl.a. også derfor jeg tog til Vietnam, da det er en helt anden kultur. Jeg ville gerne opleve en anden del af verden og derved kunne mere pris på den verden vi lever i. Vi er meget privilegerede i den vestlige verden og det er der mange der tager for givet og det har jeg nok også selv gjort, men det gør jeg bestemt ikke mere.
Jeg er blevet mere selvsikker i pressede situationer og det at fremlægge workshoppen har hjulpet mig meget, tror altid jeg vil tænke tilbage på den, når jeg skal fremlægge fremover eller til eksamen og tænke: ”når du kunne fremlægge for så mange mennesker og så endda på engelsk, så kan du også det her…”
Jeg kommer til Danmark med 6 måneders uforglemmelige oplevelser i bagagen! Jeg har mødt mange sjove og dejlige mennesker undervejs og boede med de mest fantastiske mennesker, som jeg igennem tiden har delt op og ned ture med. Ergo, det er et halvt år, som jeg altid vil kigge tilbage på med et smil og det vil aldrig nogensinde blive glemt. 

Her er lidt billeder fra en festlig dag, børnene havde lavet tegninger og havde gaver med til mig. Vi tog alle ud at spise på en restaurant senere på aftenen :) 










Ingen kommentarer:

Send en kommentar